Tandbørsten redder liv
Af Lars Wikborg
Der fundet direkte forbindelse mellem dårlig mundhygiejne og blodpropper. ‘Stort gennembrud’ og ‘meget interessant’, siger overlæge.
Det handler ikke længere kun om at undgå Karius, Baktus og dårlig ånde – tandbørstning ser faktisk ud til at kunne redde liv.Det lyder som en superb sideeffekt af den daglige pløkpudsning, men et forskerhold fra Columbia University Medical Centre, New York, har faktisk fundet ud af, at folk med dårlig mundhygiejne har større risiko for livsfarlige hjerte/kar-sygdomme som blodpropper og hjerneblødninger.657 personer blev undersøgt, og de blev kontrolleret for sygdomme og andet, der kunne påvirke resultaterne.»Vi fandt entydigt frem til, at jo højere bakterie-niveau personerne havde i munden, jo mere forsnævrede var deres blodårer. Dette er det bedste bevis for, at der er en direkte forbindelse mellem sygdomsfremkaldende mundbakterier og livstruende hjerte-kar-sygdomme. Det er et stort gennembrud,« siger dr. Moïse Desvarieux, der står bag forskningen, til URBAN.
Husk lige tandbørsten
Det er de bakterier, der fører til den meget udbredte tandkødssygdom paradentose, der laver balladen. Og forklaringen er, at bakterierne ganske enkelt vandrer fra tandkødet og videre ned gennem kroppen via blodbanerne. Immunsystemet påvirkes, betændelses-tilstande opstår, og årene forsnævres.Moïse Desvarieux fortæller, at det endnu ikke er endeligt videnskabeligt bevist, at tandbørstning alene kan reducere risikoen for paradentose og de livsfarlige følgesygdomme.»Men det er naturligvis den mest nærliggende teori, da vi ved, at bakterie-mængden reduceres, når man opretholder en god mundhygiejne med tandbørstning og jævnlige tandlægebesøg,« siger han. Lars Køber, overlæge på Rigshospitalets hjertemedicinske afdeling, har gransket undersøgelsen.»Det er seriøs forskning og resultaterne ser interessante ud, så det kan sagtens hænge sammen på denne måde. Men det kræver mere forskning, før man kan sige noget med sikkerhed,« siger Lars Køber.
URBAN - onsdag den 16 februar 2005
---------------------------------------------
Artikel i Praktiserende Tandlægers Organisations efterårsnummer 2004
Citius, Altius, Fortius.
Store, stærke ord som har markeret Olympiaden – men som jeg også føler passer på vores branche.
Tandlægeerhvervet har inden for de sidste 20 år været inde i en rivende udvikling, som vel reelt startede med introduktionen af begrebet ”bonding” – muligheden for at komme ud af den ”sorte” Middelalders” amalgamfyldninger og G.V. Blacks ”extention for prevention” var tiltalende for mange der nu så lys for enden af tunnelen.
Jeg blev overrasket, og glad, da der dumpede et brev fra PTO ind på klinikken, med en forespørgsel om hvorvidt jeg ikke havde lyst til at delagtiggøre mine kollegaer i hvad der fik mig til at vælge kosmetisk tandpleje som det min klinik har valgt at fokusere på – et valg der ikke altid har været en dans på roser (eller måske netop, men så har det nogle gange været på stænglen..) som de fleste sikkert er bekendt med, men et valg jeg aldrig har fortrudt – jeg har siden da aldrig kørt på arbejde uden at have glædet mig til min arbejdsdag.
Jeg dimitterede fra KTH 1981, tog gerne et år som militærtandlæge i Livgarden (det var svært at få job den gang), blev i 1982 ansat som assistent i en standardpraksis i København.
I denne type praksis er kvaliteten oftest god, men desværre er de fleste patienter ikke tilstrækkeligt motiverede til at opretholde en god tandsundhed og de vil i mange tilfælde ikke følge de anbefalede behandlinger. Denne type ”lap-på-lap” tandpleje tvinger behandleren til at fokusere på det der er gået itu, det sket frem for årsagen til at det er sket. Tanden bliver repareret og patienten føler sig færdigbehandlet.
Jeg blev ofte dybt frustreret over at en god behandlingsplan blev forkastet, både på grund af manglende økonomi og især på grund af at patienterne ikke værdsatte et smukt, velfungerende tandsæt, men havde andre ting der blev prioriteret højere.
Det var naturligvis ikke fagligt og menneskeligt en holdbar situation, og jeg var derfor så heldig sammen med en daværende kompagnon at falde over en ældre klinik i den indre by i 1984. Vi var begge fattige som kirkerotter og ikke just, på den tid, et papir som bankerne ville kaste mange penge efter, men med kaution fra familien kunne drømmen opfyldes.
Udstyret var til at grine over. En Siemens unit i svag rosa som en af de tidligere indehavere af klinikken havde fået bygget om så der var to knapper til af fylde vandglasset: én til vand og én til Gammel Dansk! Stor var skuffelsen hos nogle af de faste patienter da vi ikke fortsatte denne tradition. Den anden unit var dueblå!!!
Nihil intentatum, intet uforsøgt, så vi startede fra en ende af med at bygge om. Det var mere reglen, end undtagelsen, at vi blev afbrudt at radioens ”Midnatsradioavisen” der var tegn til at ”nu stopper vi”– ofte sov vi i hver sin patientsstol og blev vækket af klinikassistenterne om morgenen, ned bagved og tage en tur i bruseren, en kop kaffe og et rundstykke og klar til dagens patienter.
Men at komme som nye koste, der som bekendt fejer bedre, ind på en klinik hvor parodontose af én af de tidligere tandlæger var noget der blev behandlet med ”pensling” (en lapis opløsning fandt vi ud af ..) og så tage fat om en Odontoson, det var et dogmebrud. ”Skal dét nu være moderne?” fik vi ofte at høre.
Så det stod mig tidligt klart, at det var ikke den type tandplejemønster jeg skulle trækkes ind i.
Under en ferie i New York i 1986 checkede jeg ind på mit hotel, fandt magasinet ”Where in New York” og faldt over en annonce ”i øverste højre hjørne” der radikalt ændrede hele mit liv, både personligt, men især professionelt.
”Change your Smile While in New York” stod der.
Tandlægen var Dr. Jeff Golub og han havde klinik på Upper Manhattan.
Igen – intet uforsøgt – så jeg ringede til Dr. Golub, præsenterede mig og blev straks inviteret ned til hans klinik og på frokost.
Den uge der skulle have været sight seeing i N.Y. blev i stedet tilbragt på Jeffs klinik – en uge der var tæt på en religiøs vækkelse sammen med en person der den gang og i dag er en guru for kosmetiske tandlæger verden over. Den ene berømthed efter den anden gik gennem klinikken den uge, de smukkeste smil blev skabt med plast og porcelæn.
Jeg var ikke i tvivl, det her var min fremtid. Jeff kunne se min entusiasme og smilede mens han sagde ”you can and you will do it, but your nose will hurt because not many will agree with you in the start, now you are warned”.
Og han havde jo ret!
Men efter alle de problemer der var med at etablere begrebet ”kosmetisk tandpleje” i slutningen af 80'erne (og lad os springe let og elegant hen over det, det er historie og ”the winner takes it all”) begyndte det pludseligt at blive mere og mere anerkendt.
Jeg er så heldig at have gode venner inden for reklamebranchen og deres råd var ”skal du lancere et nyt produkt skal det markedsføres”.
Produktet var ”Kosmetisk Tandpleje” – ikke som mange sikkert tror ”Kim Sperly” – velvidende at vi aldrig vil kunne behandle alle kosmetisk interesserede patienter.
Jeg ville skabe en bevidsthedsudvidelse i befolkningen, så de ville vide at ”nu er det ikke kun i USA de kan få smukke tænder..).
Selvfølgelig ville det gavne min arbejdsglæde, min klinik og min indtjening, men det ville generelt tage os, de danske tandlæger, ud af fortiden og ind i fremtiden og gøre det sjovere og mere spændende at være rigtig tandlæge og ikke kun ”lap-på-lap” tandlæge.
Vi skal her ikke tale om Jante og hans lov, men det var ikke let. Sagsanlæg fra min egen fagforening (DTF) for ukollegial virksomhed, samtidig med at jeg modtog breve og opringninger fra kollegaer over hele landet med tak og ”du har gjort det muligt for mig at komme igennem med behandlingsplaner som jeg selv havde svært at lancere”. Så mens det regnede på ”præsten” så dryppede det altså på alle ”degnene”.
I 1988 blev jeg medlem i American Academy of Cosmetic Dentistry (AACD) – nok mit livs bedste faglige beslutning. AACD har verdens sværeste og mest omhyggelige eksaminations proces inden for kosmetisk tandpleje, både med praktiske og teoretiske eksamener. I 1993 blev jeg som nr. 2 i Europa akkrediteret af AACD – efter 3 års arbejde – mit livs, rent fagligt, stolteste dag.
Tiderne ændrede sig i Danmark, flere og flere tandlæger blev interesserede i kosmetisk tandpleje, flere og flere inden for faget (privat praksis og universiteterne) fandt ud af at det var andet end blot hvide tænder, men et videnskabeligt veldokumenteret behandlingstilbud.
Anerkendte undervisere og forskere der hidtil havde forsværget det, nærmest med korsets tegn, begyndte nu selv at undervise i de forskellige kosmetiske behandlingstyper – sponsoreret af dental depoterne.
Facader var ikke længere ”en ½ Jacketkrone” men et logisk, tandbevarende alternativ til kronen; blegning var ikke længere noget der ødelagt emaljen, men et nemt og prisbilligt alternativ for mange af de patienter der ønskede hvide tænder uanset omkostning og pris, selv om det betød stor invasiv behandling.
Mange kollegaer begyndte sidst i 90'erne at kontakte mig med ønske om information om hvordan de kunne komme i gang og videre med uddannelse inden for kosmetisk tandpleje. Jeg kunne med glæde henvise dem til AACD hvor jeg selv har deltaget i 14 årsmøder inden for de sidste 16 år.
Men naturligvis er det dyrt, meget dyrt, at tage 14 dage væk fra klinikken, flyve til USA, bo på dyre kongreshoteller, mad, og ikke mindst kursushonorar på mindst 1500 USD. Så skal man virkelig
brænde for sagen – for der skal jo også være til ferierne med familien.
Ønsket om en europæisk pendant til AACD trængte sig på. Der var / er eksisterende europæiske akademier/sammenslutninger, men fælles for dem er at de er meget elitære (uden at have baggrund for dette, mener jeg – har selv været medlem i et af dem) og dyre at være med i.
Så stor var min glæde da jeg i sommeren 2003 blev kontaktet af en gruppe europæiske tandlæger (alle medlemmer og / eller udbrydere fra andre organisationer) der ville danne en ny organisation – the European Society of Esthetic Dentistry (ESED) – med ønske om at jeg ville varetage bestyrelsesposten som Chairman of Education grundet min baggrund i AACD.
Svaret var hurtigt og kontant ”ja tak” – endnu en drøm var ved at gå i opfyldelse.
14 dage efter mødtes vi alle i München, planer blev lagt, venskaber blev dannet og det første ESED årsmøde blev planlagt. I Barcelona februar 2004 mødtes tandlæger fra hele verden, mere end 20 lande, med en kompakt og entusiastisk gruppe forelæsere blandt de bedste i verden. Barcelona var fra starten en succes og alle tog hjem med en følelse af ”hvis det var første gang, hvordan kan næste møde så ikke blive” – Milano 2005, sidst i september, Marriott Hotel med navne som ….
Det store kontingent danske tandlæger der var i Barcelona ville have mere, og fik mere. Sidst i april 2004 afholdt ESED i samarbejde med D34 en hel dag ” Continuum ..) på Experimentariet i København med Dr. George Freedman (tidligere President of AACD og med et CV der fylder flere sider) og undertegnede, i en birolle, som forelæsere.
Dagen fik en utrolig betydning for ESED – i løbet af de næste par dage strømmede det til med tilmeldinger.
Så status er i dag at ESED må siges at være Europas største organisation af kosmetisk orienterede tandlæger, en organisation der vokser hver uge. I skrivende stund etablerer vi en eksaminations / videreuddannelsesproces i stil med AACD's – en proces der vil give tandlæger verden over en mulighed for videre uddannelse og certificering inden for kosmetisk tandpleje i et samarbejde mellem førende universiteter, research instituter og ESED. Og inden for en geografisk, og økonomisk, afstand der er tilgængelig for de fleste. Certificering af ESED vil være et fagligt og personligt mål – vejen dertil vil være en udfordring og starten på en rejse der aldrig stopper:
Citius, Altius, Fortius.
|
